Varm op til Alive Festival med en eksklusiv sansesafari i Nationalpark Thy, hvor du kan komme helt tæt på den vilde, thy’ske natur.
Denne udflugt tager dig på en sanketur i Stenbjerg Klitplantage. Her vil vi gå på jagt efter kantareller og spiselige bær. Vi smager på mosebøllebær og revlingebær. Vi dufter til urter og mærker mosset under fødderne. Vi lytter til fuglene og ser måske et tranepar med unger.
Undervejs hører vi om Nationalpark Thy, dannelsen af landskabet og klitplantagens botaniske liv.
Efter sanketuren samles vi på shelterpladsen, hvor vi laver mad over bål og har tid til røverhistorier omkring den knitrende ild. Til maden vil der være servering af saft fra Thy Økobær og en økologisk øl fra Thisted Bryghus, vi kan skåle sammen i. Til de, der er til stærkere sager, vil der også være en lille smagsprøve på hjemmelavet porsesnaps.
Som afslutning på en hyggelig aften, vil der være mulighed for at blive og overnatte i telt eller shelter.
Praktisk Info:
Bussen afgår fra campingpladsen på Tingstrupvej kl. 15.30 og vender retur ca. Kl. 20.30. Hvis man overnatter, er der havregrød over bål og en busafgang næste morgen kl. 10.00.