De to talentfulde kunstnere, Frida Landau og Lin Halding, forvandler indgangsportalen til Alive Festival til et spektakulært kunstværk. Deres unikke stil og kreative visioner forenes i skabelsen af en atmosfærisk og sansevækkende oplevelse med rum til refleksion – alt sammen med udgangspunkt i relationer mellem mennesker, steder, materialer og sanser.
Indgangsportalen bliver ikke blot forvandlet til et kunstværk, men også til en portal, der leder vejen til at udforske vores eget indre landskab og lade fantasien få frit spil.
Både Frida og Lin studerer rumdesign på Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Design og Konservering. Frida har i sit arbejde fokus på at skabe inkluderende og sansevækkende rum, der inviterer til refleksion. Hun arbejder desuden på tværæstetiske projekter, hvor scenografien er i fokus.
Lin har i sit arbejde særlig fokus på at udvikle koncepter og skabe atmosfæriske oplevelser gennem sine designs. Hendes kunstneriske baggrund som maler og formidler i både gallerier og kunsthaller danner grundlag for hendes tilgang til designprocessen.
Med deres fælles passion for rum og design er indgangsportalen forvandlet til et kunstværk.