UngKunstThy er en scenekunstnerisk platform for unge kunstnere i Thy, hvor vildtvoksende, eksperimenterende og tværæstetiske udtryk mødes. Siden 2021 har de sammen med professionelle kunstnere skabt grænsesøgende forestillinger, der tager afsæt i de unges egne tanker og virkeligheder. UngKunstThy har optrådt med deres nyskabende performances på Limfjordsteatret og har siden da turneret både nationalt og internationalt.
Til Alive Festival 2025 inviterer de publikum ind i en helt ny, stedsspecifik performance, der forener de unges kunstneriske visioner i en urpremiere på sommerens festival. Forestillingen hedder FUCK DU ER DEJLIG.
I forestillingen charmerer UngKunstThy jer med på dereseskapistiske syrede og røv-lækre rejse, hvor de hylder alle passagerne. Hylder dig der har et kontorarbejde, dig der spiser pasta bolognese hver torsdag, dig der har
pandehår, dig der hedder Emma, dig der fik 7, dig der har to forskellige sokker på, dig der er fuldstændig ligesom os andre- FOR FUCK HVOR ER DU DEJLIG. Glem dine problemer for en dag, husk din selvtillid og solbriller og hop med om bord, vi kan love jer at vi skinner og stråler.