2022 var et helt fantastisk Alive-år, hvor vi igen fik mulighed for at holde Alive Festival i fuld skala. Og hvilken festival!
Igen kunne vi starte festivalen med at bytte billet til et armbånd og en øl på Thisted Bryghus. Som et helt nyt tiltag introducerede vi koncerter i Thisted kirke, hvor Bremer/McCoy, Lucky Lo og Ydegirl fyldte kirkebænkene med publikummer og skabte helt unikke, intime koncertoplevelser.
Santrofi tryllede pladsen foran store scene om til et dansegulv, Goss stod på vores publikum i en oprejst omgang crowdsurfing, mens AySay lærte os at huje på tyrkisk. For ikke at glemme HUGORM’s leg med vores koncert-forventninger – og mange, mange flere uforglemmelige musikoplevelser!
Vores gæster kunne tage et hvil under den florlette skygge fra vores kunstinstallation, ‘Fake Cherry’, af Othel+Beclar. Eller helt droppe solens stråler for et øjeblik og følge ‘Insekternes Blik’ i en bunker under festivalpladsen. Oppe på overfladen igen bød Kånstkollektivet op til dans som del af en dansende festival-performance.
Vores gæster blev revet rundt i Thy – til rappelling på Doverodde, surfing i Klitmøller og koncerter i Thisted kirke. Til alle de steder, som folk måske ikke selv havde besøgt uden vores Eventyrtombola.
Plakaten er udarbejdet af: Emma Sloth