Det blev året, hvor det for alvor mærkedes, at vi står på et solidt fundament af frivillige. De knap 550 frivillige var afgørende for, at festivalen forløb gnidningsfrit og uden problemer kunne håndtere de mere end 3000 besøgende. Samtidig så nye oplevelser dagens lys, idet et kunst- og samtaleprogram gjorde sit indtog på pladsen. Nu kunne gæsterne opleve at blive tegnet af Iris Bakker, danse i takt med et videokunstværk fra SMK Thy og producere et stort fællesdigt om at være i live. Dertil kom samtaler og debatter om alt fra lokalt engagement til plasticforbrug – endda med fornemt ministerbesøg! På musiksiden leverede Benin International Musical (BEN) en for disse breddegrader uset farverig ud-af-kroppen-fest, mens det britiske indieband Boy Azooga og den danske technodronning Courtesy sammen med uslebne diamanter som Ganger og Kogekunst vidnede om en festival med blik for det progressive og fremadskuende. Det hele kulminerede i bedste crowdsurf-ånd i en kæmpe clubfest med brandvarme Benal på Skovscenen.