Vi har virkelig glædet os til at kunne offentliggøre de første artister, vi har inviteret til Thy den 29.–31. juli 2027: Blaue Blume, Lea Eyðbjørg og Tonser.
Blaue Blume har sunget sig ind i danskernes hjerter med sange, der balancerer det sårbare og det storladne. Bandet mikser drømmende shoegaze med dramatiske postrock-passager og samler publikum til både fællessang og fest. I 2027 byder vi Blaue Blume velkommen tilbage på Alive Festival, denne gang på festivalens allerstørste scene. Da de sidst spillede i 2021, var det med et mindre setup og et begrænset publikum.
Lea Eyðbjørg forener nordisk melankoli med håndspillet guitar og elektronisk pop, der bevæger sig fra det intime til det kraftfulde. Hendes dansksprogede sange kredser om kærlighed, hjertesorg og de følelser, der kan være svære at sætte ord på. På debutalbummet på en måde er det rart udforsker hun også personlige grænser og styrken i at lære sig selv bedre at kende. I 2026 oplevede vi Lea Eyðbjørg i Thisted Kirke, og til sommer vender hun tilbage med band på en af festivalens store scener.
Tonser blander elektronisk pop, tunge beats og store melodier. Med inspiration fra 2010’ernes EDM fortæller han historier om kærlighed, ensomhed og længslen efter at høre til. Musikken trækker tråde til nordisk mytologi og kolde, åbne landskaber, mens industrielle lydflader og svævende vokaler giver sangene mørke undertoner. På scenen folder Tonser sit visuelle univers ud med lys, skygger og elektroniske produktioner.
