Signe Bagger – Sommersymbiose
Vægmaleri: publikumstribunerne får farverigt løft fuld af flora og fauna.
Scenerummet omkring Skovscenen får i år et nyt og farverigt udtryk fuld af sommer, fest, flora og fauna. Det sker, når grafiker Signe Bagger indtager publikumstribunerne og maler dem op med værket “Sommersymbiose”.
I Alive Festivals farver vil Signe Bagger male blomster, planter og dansende mennesker frem, så oplevelsen foran scenen spejles af en utopisk parallelverden, hvor mennesket går i ét med naturen. Tribunerne kommer til at emme af liv og danne ramme for en helhedsoplevelse, hvor musik og kunst spiller sammen. Samtidig kan “Sommersymbiose” opleves i sin helhed både tæt på og på afstand mellem koncerterne, og kunsten bliver på den måde et bagtæppe for de mange møder mellem festivalens gæster
Signe Baggers kunstneriske udtryk som grafiker er legende og fantasifuldt. Digitalt og anologt flettes sammen, retro fornemmelser kombineres med moderne træk i et farverigt og fantasifuldt univers. Hun har stor forkærlighed for musikken og koncertrummet og ser frem til opgaven med spænding:
“Jeg håber, at jeg med mit visuelle arbejde på tribunerne kan være med til at give festivalpladsen et stort kram, og at værkerne kan akkompagnere alt fra musikken, lyrikken, naturen, kærligheden og venskaberne samt være med til at skabe en endnu stærkere fortælling om livet på festivalen”