Secret Hotel

Performance: Scenekunst møder hjerne- og myreforskning i interaktiv vandringsforelæsning om myrer

Lørdag kan du komme helt tæt på et af jordens mindste og ældste væsener: myren. Tag med på en vandringsforelæsning, der kombinerer kunstnerisk myreoplevelse med vandring, foredrag, sanseoplevelser, smagsprøver og lydlandskaber, skabt og præsenteret af Secret Hotel.

Med en verden, der forandres hurtigt – og måske mere radikalt, end vi endnu fatter – kan det være interessant at se på, hvordan andre samfund opererer. Når vi dykker ned i dyrenes verden og fx oplever på egen krop at handle som en arbejdermyre, møder vi  anderledes måder at konstruere samfund på og bliver forhåbentlig klogere på os selv og vores verden undervejs. 

Vandringsforelæsning om myrer er udviklet af Secret Hotel i samarbejde med myreekspert Hans Joachim Offenberg, antropolog og hjerneforsker Andreas Roepstorff; scenekunstnerne Betina Birkjær og Christine Fentz, samt lydkunstner og kemiker Maiken Vibe Bauer. 

Secret Hotel skaber publikumsinddragende værker, der stimulerer både sanser og intellekt. Fokus er at højne gæsternes opmærksomhed på omgivelserne og vores forhold med det mere-end-menneskelige. Læs mere på her og se en trailer for vandringsforelæsningen herunder. her 

PRAKTISK: Forestillingen foregår lørdag som en del af udflugten “Action-picnic hos SMK THY”. Der er plads til ca. 20 deltagere, og det tager en lille times tid. OBS: tøj på til vejret, da forestillingen foregår udendørs.