Othel+Beclar – Fake Cherry
Lysinstallation: solens stråler og nattens lys spejler sig i et sejl af gennemsigtig genbrugsplast
En festivaloplevelse er for mange kendetegnet ved de gyldne timer, hvor solens første eller sidste stråler får træernes blade til at skifte farver, og hvor magiske minder opstår. Dén følelse genskabes i lysinstallationen “Fake Cherry” – et stort sejl af transparent genbrugsplast, der bryder loftsrummet over Vadestedet.
“Fake Cherry” er festivalens helt egen syntetiske og blomsterende kirsebærlund. Som et flyvende diskotæppe af en anden verden vil den skabe blink på jorden både dag og nat. Men til forskel fra en almindelig diskokugle drejer den ikke rundt men svajer som en trækrone naturligt i den (blide) vestenvind.
Kunsterduoen Othel+Beclar arbejder med at fremhæve og gengive rumlige scener og lysfænomener fra den virkelige verden. Deres mission er at sætte gang i vores sanseapparat og skabe opmærksomhed om den verden, vi bevæger os i. Ved at sætte genkendelige elementer i pudsige kontekster, peger de på nogle af de fænomener, vi kan have tendens til at overse i vores travle liv.