BLIKFANG
Velproduceret og genrebrydende pop forener 80’ernes rå post-punk med dansable og fængende melodier
Blikfang består af to at de mest hypede up-and-coming artister fra det danske vækstlag. Søren Gade fra Lød lægger crooner-vokal og tekster til et lydbillede, som David Engelbrecht fra FRAADS står for.
Blikfangs unikke lydunivers forener blandt andet R’n’B, pop, post-punk og alternativ hip hop på en måde, så det hele går op i en højere enhed. Produktionerne kæler for lytterens øregang, mens Søren Gade bruger en rap-inspireret tilgang til sangen for at formidle sine tekster.
Det er dansabel pop, men på en ny, rå måde. Det er et friskt take på dansk populærmusik, mens der samtidig er masser af fine referencer til tidligere koryfæer som TV2 og Kliché.
Deres nyeste EP “Vores Rum for Altid” eksisterer i sit helt eget univers – et, man gerne vil blive hængende i. Blikfangs poppede fiksfakserier er som skræddersyede til en sommerkoncert på Alive Festival.