Alive søger frivillige til udsmykning

26/03/21

Har du flair for visuelle udtryk, er du interesseret i sammenhængen mellem design og stemning og brænder du for at omsætte ideer til konkrete løsninger? Så bliv frivillig i udsmykning, og vær med til at skabe stemningen af Alive Festival 2021.

I Alive Festival gør vi en dyd ud af at arbejde i dybden med vores visuelle udtryk, så det får den særlige “Alive’ske” stemning. Skoven, Haven, Vadestedet, de mange scener, barer og smukke træer ville ikke være de samme uden en modig og kreativ udsmykningsdivision – og nu søger vi nye kræfter til at fortsætte med at løfte opgaven.

I udsmykning arbejder vi blandt andet med:
  • Konceptualisering og idéudvikling af festivalens samlede fysiske udtryk
  • Konkret design af scenerum, loungeområder, gangpassager, facader, lys mm.
  • Konstruktioner i mange forskellige materialer
  • Koordinering og motivation af et stort hold frivillige under afvikling

Som helårsfrivillig indgår du i et team men får samtidig ansvar for dit eget område på festivalpladsen. Du vil altså have mulighed for at udføre dine helt egne idéer i praksis, og du vil have et stort råderum at arbejde inden for. Du vil også skulle samarbejde med festivalens andre divisioner – særligt plads og kunst – og får dermed også erfaring med hele festivalens maskinrum.

Hvis du mere interesseret i et større ansvar og få masser af erfaring med ledelse og organisering i en festival, så er der også mulighed for at blive en del af divisionsledelsen til næste års festival.

Hvad får du som frivillig – og hvad forventes der af dig?

Der forventes ingen specifikke faglige kompetencer. Det vigtigste er, at du træder til med højt humør og legelyst til at skabe alletiders udsmykning på alletiders festival! Vi kvitterer med billetten, en håndfuld unikke goder og et stærkt fællesskab.

Som frivillig er det sjovest, hvis du har lyst til at deltage aktivt i din division i løbet af året. Der vil også være oplagt mulighed for at blive en del af festivalens fællesskab ved diverse workshops, møder og sociale arrangementer i divisionen samt i en lokalforening nær dig.Det er ikke afgørende, hvor du befinder dig, da vi arbejder på tværs af landet i forvejen.

Derudover skal du selvfølgelig kunne deltage i opbygningen og afviklingen af festivalen i Thy i perioden omkring uge 30 og 31 samt nedtagning og evaluering efterfølgende.

Vi afholder vores første workshop lørdag d. 10. april, hvor vi præsenterer vores arbejde og lægger op til, hvordan du kan blive en del af Alive Festivals udsmykningshold.
Vil du være med, eller er du interesseret i at vide mere, så kontakt Anna Nørager på mail: anna@alivefestival.dk